You've successfully subscribed to Idérummet
Great! Next, complete checkout for full access to Idérummet
Welcome back! You've successfully signed in
Success! Your account is fully activated, you now have access to all content.
Blog med indlæg om ny teknologi, læring, programmering, livet og andet, som jeg finder interessant at beskæftige mig med.

Refleksioner fra bagsiden af klasserummet

Som pædagogikumkandidat er en af mine opgaver at reflektere over egen praksis i undervisningen af gymnasieelever.

En af de observationer, jeg har gjort mig er at nogle elever går tydeligt glip af et muligt læringspotentiale ved at zappe ind og ud af sociale medier i undervisningen. Det er ikke en konstant fraværelse fra klasserummet, men snarere en række korte pauser i et ikke-defineret mønster. Det er måske det, som er grundlaget for min undring, at jeg ikke kan sætte fingeren på præcis, hvad der gør at eleverne fravælger undervisningen i korte perioder. Er det fordi undervisningen er kedelig, fordi elevens mor skriver en besked, fordi veninden skal overholde en streak på snapchat eller fordi der skal lige ses en video med det sidste nye computerspil? Herunder vil jeg give mit bud på, hvorfor eleverne gør som de gør på baggrund af det, jeg har observeret som pædagogikumkandidat.  

Som fagnørd synes jeg jo, at al min undervisning er interessant, men jeg er selvfølgelig klar over, at der er nogle fagområder, jeg selv brænder mere for end andre. Dette kommer nok også engang imellem til udtryk i min entusiasme i leveringen af stoffet. Min egen erfaring er, at eleverne mærker det med det samme og reagerer herefter.

Under en samtale med en god kollega om mine fund, fortalte hun mig, hvordan hun var begyndt at positivisere undervisningen. Ved at tale positivt om et kedeligt og ikke særlig svært emne var det lykkes hende at forbedre elevernes niveau og arbejdsindsats i undervisningen. Jeg kan nemt relatere dette til mig selv, for jo mere jeg brænder for formidlingen af stoffet, desto mere motiverer det eleverne til at yde noget mere. En udledning heraf kunne være at undgå at tale emner ned, blot fordi de er svære, kedelige eller basal grundviden. Hvis stoffet allerede er gjort til genstand for en nedadgående ond spiral, bliver eleverne måske mere tilbøjelige til at lave noget, der er mere interessant.

Jeg har også observeret en del elever, som har et stort behov for at dokumentere deres hverdag og tager derfor løbende billeder i undervisningen. Det kan fx være ved at tage et sløret billede ud ad vinduet, et skævt selvportræt, hvor kun halvdelen af ansigtet synligt eller et billede, hvor kammeraten sidder og laver noget andet end undervisning. Alle disse billeder tilføjes yderligere betydning gennem en kort tekst, der beskriver en sindstilstand hos afsenderen – gerne krydret med en masse smileys eller farvede filtre.

Når beskeden er sendt, tjekkes der for beskeder fra vennerne, der selv laver samme overspringshandling i undervisningen. Undervisningsrummet bliver således hullet som en si og uden for lærerens kontrol. Engang var det små hemmelige sedler, der blev sendt på tværs af klassen, men nu er det en konstant inddragelse af omverdenen for at finde andre, som også kort har meldt sig ud af undervisningen. De snaps jeg har fået lov at se, giver det indtryk, at eleverne ønsker at blive bekræftet i, at deres eget fællesskab stadig er aktivt. Det virker som et sonarsignal, der bliver sendt ud for at vende tilbage med svar om, at alle i netværket er ok. Der går dog kun kort tid, før der skal sendes endnu et signal. Er man noget på de sociale medier, er man også konstant forbundet – og det er uden afbrydelser. Men hvis det er normen hos eleverne, hvad kan og bør læreren så gøre?

Vi ender oftest i en forbudstankegang, som er umulig at opretholde og som kommer til at slide på undervisning. Især er det en utopi at tro, at man kan opretholde et forbud i hele gymnasietiden. Jeg tror på, at jeg ved at give eleverne diverse redskaber opnår en nemmere indgang til at snakke med eleverne om deres medievaner. Når de agerer skævt i undervisningen, trækker jeg dem tilbage til det faglige, men uden at dømme dem eller skælde dem ud. Når jeg trækker dem tilbage, beder jeg dem om at reflektere over, hvad der udløste netop denne overspringshandling og hvad det betød for deres arbejde i undervisningen. De fleste svarer, at det gjorde dem ukoncentreret og opgaven blev afbrudt. Det er ikke, fordi jeg tror, mine elever er mere eller mindre på de sociale medier end andre elever, men det giver en ro i undervisningen, at de uden drama kan trækkes tilbage til det faglige.