Vi fodrer techgiganter med børns data: Undervisere er for ukritiske over for de digitale løsninger
Debatindlæg til Politiken.dk
Mange undervisere kaster krav om datasikkerhed over bord, når de flytter undervisningen til digitale platforme.
For tiden arbejder alle undervisere hjemmefra med at skabe den bedst mulige undervisning online. Lige fra folkeskolen over gymnasieskolen og til de videregående uddannelser er der mange, der kæmper med at sætte sig ind i nye online-portaler og digitale tjenester, der som et andet quickfix skal redde undervisningen. Men det danske uddannelsessystem er slet ikke gearet til den øvelse. På Facebook ses for tiden en strøm af opslag, hvor undervisere spørger til, hvordan man bruger forskellige tjenester i undervisningen. Det er alt lige fra at kunne lave en lille quiz gennem Kahoot, til video-chat gennem store tjenester som Discord eller Zoom. Og der gives en masse gode og velmente råd fra andre undervisere.
Jeg har set ufattelig mange af disse gode råd, og de kommer fra mange lige fra folkeskolelærere til universitetsprofessoren. Samtidig oprettes der facebook-grupper i undervisningen, for det er nemmere at komme i kontakt med eleverne den vej, nu hvor vi ikke må mødes i det fysiske klasserum. Underviseren deler hurtigt dagens opgave i sin private Google Docs, deler et link til Dropbox, hvor eleverne kan tilgå dagens materiale, eller opretter endnu en quiz på Kahoot. Alt sammen værktøjer, der efterhånden er blevet en fast del af undervisernes værktøjskasse til den digitale undervisning.
Men i alt det her glemmer vi at stille spørgsmål som: Hvordan håndterer tjenesterne elevernes person- og adfærdsdata? Hvordan kan mange af disse tjenester være gratis? Og ikke mindst, har skolen en databehandleraftale med den pågældende tjeneste? Det lader til, at underviserne mange gange ignorerer de spørgsmål, selv om det har været et fokuspunkt i mange kommuner og uddannelsesinstitutioner, hvor man har rejst krav om overholdelse af persondataforordningen.
Fokus er låst fast på udviklingen af en ny digitaliseret hverdag, og så er midlet tilsyneladende ligegyldigt. På grund af coronavirussen virker det, som om at mange tænker, at det her er en nødsituation, og at de derfor må gøre alt det, de vil og bryde reglerne i persondataforordningen. Det svarer imidlertid til at sige, at fordi gaderne er halvtomme, så må alle nu køre over for rødt. Problemet er, at mange af disse systemer er gratis, fordi de opsamler adfærdsdata om brugerne. Det er ikke brugerne, som er produktet, men det er derimod den indsamlede viden om deres adfærd, der kan sælges videre til den rigtige kunde som f.eks. store virksomheder, der lever af at forudsige fremtidens adfærd.
Når du vælger en af disse tjenester, overdrager du en lille smule af dine elevers adfærdsdata, og det bliver der tjent mange penge på – taberne er eleverne. Techvirksomhederne sidder nok også og glæder sig over, at der nu skabes en afhængighed af deres værktøjer. For, når alt det her er overstået, hvem vil så vende disse teknologier ryggen og dermed miste de nye smarte muligheder? Det bliver meget svært at afdigitalisere undervisningen med de nye tjenester, når først de store techvirksomheder har skabt et nyt behov.
Det kan godt være, det virker, som om min sølvpapirshat er lige stor nok, men fakta er, at vi har svært ved at sikre vores egne og elevernes adfærdsdata godt nok, og nu begynder vi at sende endnu mere data over til store techvirksomheder som Google og Facebook. Der er så mange problemstillinger, vi mangler at tage hånd om, og imens har teknologigiganternes højhastighedstog så meget fart på, at vi ikke kan gennemskue, hvilken rute vi har valgt, før det er for sent. Underviserne gør deres elever en bjørnetjeneste ved ikke at være mere kritiske overfor de online-tilbud, der stilles til rådighed.
Derfor, hvis du gerne vil bruge onlinetjenester i din undervisning, så undersøg, om din arbejdsgivere har en databehandleraftale med den pågældende tjeneste. Har de ikke det, kan skolen få problemer, hvis den ikke kan redegøre for, hvem der har adgang til elevens data. Hvis der ikke er en databehandleraftale, betyder det, at skolen ikke har stillet krav til ordentlig opbevaring og behandling af data, og det er op til tjenesterne selv at udstikke nogle retningslinjer, som de måske overholder.
Er der ikke en aftale, er det hele meget simpelt: Brug ikke tjenesten i undervisningen.
Vi fodrer techgiganter med børns data: Undervisere er for ukritiske over for de digitale løsninger
Mange undervisere kaster krav om datasikkerhed over bord, når de flytter undervisningen til digitale platforme.
Per Størup Lauridsen Cand. it og lektor
