”Internet of Things” og Affordance++
I undervisningen af 2.g’erne har jeg for vane at introducere eleverne for begrebet “affordance” i forbindelse med grafiske brugergrænseflader (UI eller UX), men jeg tænker, at begrebet er så universelt, at det med fordel kunne anvendes i andre HTX-fag.
Jeg vil derfor beskrive, hvordan begrebet kan anvendes sammen med IoT (Internet of Things), og hvor man i den grad vil kunne udvide vores forståelsesramme for HCI (Human–computer interaction) inden for fagene bioteknologi, teknologi, programmering, idéhistorie eller design (indsæt selv flere fag her). Jeg vil ikke gå i dybden med Gibsons affordance-begreb, men læs eventuelt, hvordan Else Lauridsen og Jens Jørgen Hansen bruger det i bogen ”Didaktik, design og digitaliserings”, hvor de i kap 7 ”iPads’ affordances i undervisningen” på glimrende vis forklarer begrebet. Se også "Affordances - omgivelsernes betydningsfulde handlingsmuligheder" (Lerstrup, 2015).
IoT og de smarte enheder
Vi får flere og flere enheder i vores hjem, som er koblet op på internettet. Lige fra dørlåse med RFID (Radiofrekvens Identifikation) indbygget til ”smarte” kaffemaskiner og termostatstyring af hele huset. Fælles for alle disse enheder er, at de er en del af IoT. Enheder i IoT kan kommunikere med nettet og kan være alle former for elektronik. Fælles for disse er, at de har en ip-adresse på internettet, og deres formfaktor er blevet mindre. At dette nu er muligt skyldes, at elektronikken bliver mindre og samtidig mere energieffektiv, og komponenterne er faldet i pris.
Skitsering af RFID-system
Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/RFID#/media/File:Hvad-er-RFID1.jpg
Funktionerne flyttes
Philips Hue-pærerne giver fx mulighed for styring af husets lys ved hjælp af ens smartphone. Her kan man skifte lysets farve og styrke, og man kan have faste indstillinger såsom hyggebelysning eller arbejdslys.
Ved at selve pæren har et indbygget trådløst netværk, bliver stikkontaktens funktion flyttet væk fra væggen og over i en applikation. Dermed kan alt lys i huset styres centralt, og man behøver end ikke at være hjemme for at slukke for lyset. Man kan sige, at stikkontakten dermed mister sin funktion. Men hvorfor laver vi stadig stikkontakter i nye huse, når deres funktion ser ud til at være forsvundet?
Eller hvad med kaffemaskinen, som automatisk kan lave kaffe ud fra, hvornår der står i din kalender, at du skal op? I starten synes man, at funktionen er meget anvendelig, men efterhånden finder man ud af, at det blot er en timer. Det ender faktisk med at være besværligt, eftersom der stadig er en række manuelle handlinger, som går forud, før at man kan få frisklavet kaffe, såsom påfyldning af vand og kaffe. Der kommer selvfølgelig flere og flere funktioner, som gør, at det manuelle arbejde minimeres, men der er lang vej til, at disse enheder er intelligente.
Jeg ser et overordnet problem med disse ”smarte” enheder, hvilket er, at deres funktioner blot bliver flyttet til et andet sted eller en anden platform.
Digitale fyrtårne
Et andet eksempel er fra en konference i 2016 ”IT-fagene i de gymnasiale uddannelser”, hvor jeg fik præsenteret iBeacons, som er en lille bluetooth-enhed, der hele tiden udsender informationer, til fx mobiltelefoner, der kommer i nærheden af enheden. Det kan fx være i en butik, hvor forretningen har sat den på et produkt. Når kunder kommer forbi, får de en besked på deres telefon og bliver sendt over til en hjemmeside med flere informationer om produktet. Det er jo smart, og så alligevel ender det lidt som noget, der virker lidt overflødigt, og det får en til at tænke, om det virkelig er noget, vi har brug for?
Digital overvågning
Et sted, hvor de arbejder målrettet med sensorer, er hos IBM. De har udviklet et intelligent kontormiljø til rengøringsvirksomheden ISS, hvor sensorer overalt overvåger medarbejdernes brug af bygningen. Det gælder lige fra sensorer på døre, ventilationsanlæg, stole, vinduer og til sensorer, som overvåger, hvor meget medarbejderne sidder ved deres arbejdsplads. Alle disse data bliver samlet af IBM’s Watson IoT-cloudplatform, og ud kommer nye muligheder for at optimere arbejdspladsen baseret på brugsmønstre. Man kan stille en række etiske spørgsmål om individets frihed, og om vi ikke nærmer os et uønsket overvågningssamfund. Jeg vil ikke gå ind i denne diskussion her, men det vil være et interessant emne at tage fat på i et senere blogindlæg.
Fremtidens smarte fabrik
I Tyskland arbejdes der på ”fremtidens smarte fabrik” (Liu & Editors, 2018, p. 7), hvor sensorer er placeret på produkter, maskiner og på medarbejderne, hvilket bliver sammenholdt med udbud og efterspørgsel af varer. Dermed skabes et helhedsbillede af fabrikken ud fra et sensornetværk, og på baggrund af indsamlede data kan man hurtigt omstille produktionen. Sammen med robotterne, vil dette medføre et paradigmeskift for, hvordan man tænker fabrikker i industrien, også kaldet den 4. industrielle revolution. Effektiviteten vil stige, og omkostningerne til fabrikker vil falde. Men, det er jo stadigvæk bare en række sensorer, som bruges til at indsamle informationer og sende dem til en computer, der efterfølgende analyserer og bearbejder disse data.
Grundlæggende mener jeg, at vi stadig ikke er der, hvor den enkelte enhed i IoT er intelligent – de er stadig dumme de er blot indsat i et netværk, som sender eller modtager informationer. Jovist, vi kan få startet en kaffemaskine fra vores mobil eller overvåge en fabrik, men er det virkelig kun det, vi kan bruge IoT til?
Den intelligente kaffekop
Det var så langt, jeg var i min tankegang om IoT, indtil jeg faldt over en artikel fra 2015 kaldet ”Affordance++: The Tale of Animating IoT Objects”. Her fremviser Patrick Jonell og Pedro Lopes (2015) en metode til at give nye egenskaber til objekter ved hjælp af IoT. De adresserer de samme problemstillinger, som jeg har beskrevet ovenfor, men giver objekter nye funktioner i forbindelse med menneskelig interaktion. Her bruger de EMS (Electrical Muscle Stimulation), som de kobler sammen med en computer. Dermed har de mulighed for at styre testpersonens bevægelser. For mere information om EMS, læs eventuelt ”Immense Power in a Tiny Package: Wearables Based on Electrical Muscle Stimulation” (Lopes & Baudisch, 2017).
Hvis vi ser på en kaffekop, så kan en sensor bruges til at indsamle informationer om indholdet. Fx hvor meget kaffe der er i koppen, og om det er varmt eller koldt. Disse data kan udgives og deles ved hjælp af en bluethooth-sender eller ved at koble koppen på IoT. Nu har vi en række nye affordances, som koppens sensorer tilbyder os, men hvordan skal vi reagere på disse? Hvis man bruger koppens funktion forkert og vil stikke en finger i den varme kaffe, burde der jo være indbygget en motor, som flyttede koppen, så vi dermed ikke kunne brænde os. Med den nuværende teknologi vil vi kunne udbygge koppen med denne funktion, men det vil være en klodset og dyr løsning. Derfor ville det være interessant, hvis man kunne give kaffekoppen de ekstra funktioner, uden at det går ud over dens basale egenskaber.
Jonell & Lopes (2015) fremviser en metode til at knytte nye funktioner til et objekt ved at animere (give liv, gøre livlig). Ved hjælp af elektroder, der placeres på testpersonens arm, bliver det muligt at styre forskellige bevægelser. Det kan være, at et objekt skal klemmes hårdt, drejes, ikke vil røres osv. Ved eksemplet, hvor forsøgspersonen vil stikke en finger i den varme kaffe, registreres denne bevægelse hen mod koppen af en computer. Koppens sensor signalerer, at væsken er varm. Disse data bearbejdes, og der sendes et stød, der får hånden til at fjerne sig fra koppen. På ingen måde er forsøgspersonen i stand til at brænde sig på den varme kaffe. Yderligere er der også lagt en funktion ind, hvor selve koppen ikke kan røres. Det er udelukkende tilladt at tage fat i håndtaget.
iCub - Behavior-based use of tool affordances for a table cleaning task
Nye muligheder i undervisningen
Og hvorfor er IoT og affordance-begrebet så interessant? Jo, eftersom man kan animere objekter i den fysiske verden ved hjælp af IoT uden at lave om på dem, udvider man hele det råderum, man har til manipulation af disse. Det stopper ikke ved kaffekoppen. Alle objekter, som vi omgiver os med, kan tildeles et sæt ekstra funktioner, som vi kan tænde og slukke for. Og nu begynder det at blive skræmmende, men også fascinerende, for hvor bliver den frie vilje nu af? Hvad hvis jeg ønsker at stikke fingeren i min kaffe? Kan jeg så gå ind og overrule computerprogrammet? Vi bliver mere og mere heteronome (styret udefra, uselvstændig) i vores tilgang til digitaliseringen. Et andet element er, om vi kan stole på teknologien og dem, der udvikler den. Det er store emner, og jeg vil ikke kunne svare på alle disse spørgsmål i et enkelt indlæg. Når det er sagt, hvad kan vi så bruge ovenstående til? Jo, jeg forstiller mig, at vi kan inddrage ovenstående som en del af undervisningen på HTX, fx som et tværfagligt forløb eller som en temadag.
Lad os udforske og bruge teknologien i undervisningen, men lad os samtidig også reflektere og diskutere, hvad de nye muligheder tilbyder os, uden at vi bliver for teknologiforskrækkede.
Kilder
Hansen, J. J., & Lauridsen, E. (2016). iPads’ affordances i undervisningen. I Didaktik, design og digitalisering.
Jonell, P., & Lopes, P. (2015). Affordance++: The Tale of Animating IoT Objects. Xrds, 22(2), 20–21. https://doi.org/10.1145/2849487
Lerstrup, I. (2015). Affordances. Hentet fra http://ign.ku.dk/forskning/landskabsarkitektur-planlaegning/natur-parker-og-friluftsliv/skovboernehaver/affordances/
Liu, Y., & Editors, Y. L. (2018). Smart Sensors at the IoT Frontier. (H. Yasuura, C.-M. Kyung, Y. Liu, & Y.-L. Lin, Eds.). Cham: Springer International Publishing. https://doi.org/10.1007/978-3-319-55345-0
Lopes, P., & Baudisch, P. (2017). Immense Power in a Tiny Package : Wearables Based on Electrical Muscle Stimulation. Pervasive Computing - July-September, 12–16.
Foto af:
Randall Bruder
